Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Oprydning i skoven - Gamle bøgetræer fældet

De er 30 meter høje, vejer fem ton, og når de falder mod skovbunden, så gør de det med et brag!

Skovarbejder Martin Olsen fra Middelfart Kommune har været på oprydningsarbejde i Staurby Skov, hvor fem bøgetræer fra 1890 blev fældet. De stod alle på en af de tre gravhøje fra oldtiden, der er registreret i skoven, og de blev fældet for at gøre den fredede høj mere synlig i landskabet.

På den måde er arbejdet med at aktivere skovområdet til glæde for alle i kommunen i fuld gang, mens Staurby Skov-udvalget, foreninger og andre interesserede arbejder med udviklingsplanen.

Når man skal fælde et 125 år gammel bøgetræ, er det præcisionsarbejde, og intet er tilfældigt. Et forhug bestemmer, hvilken vej træet falder, og på videoen med Martin Olsen kan man tydeligt høre, hvordan stammen til sidst må give efter og træet styrter mod jorden.

Selvom 30 meter lyder af meget, så er der træer i Staurby Skov, der er endnu højere. Op til 40 meter.

De fem bøgetræer, der netop er fældet, bliver solgt. I hver stamme er der et sted mellem fire og fem kubikmeter træ.