Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Borgmester og frivillige åbner nyt MTB-spor i Staurby Skov Middelfart

Ryttere fra Baghjulet
Ryttere fra den lokale cykelklub Baghjulet på tur i Staurby Skov. De har hjulpet med at lave det nye spor.

2. september 2018 kl. 13-15 kan du komme med ud i Staurby Skov og cykle på mountainbike med borgmester Johannes Lundsfryd Jensen og de mange frivillige borgere, som har skabt det nye mountainbikespor sammen med Middelfart Kommune.

Endnu en fællesskabelsesberetning fra Middelfart.
Borgmester Johannes Lundsfryd er glad for endnu et bevis på fællesskabelse i kommunen:  

- Her i Staurby Skov, som kommunen overtog i 2016, har frivillige mountainbike-ryttere fra foreningerne Baghjulet og Middelfart Cykle Club sammen med kommunen skabt et spor, som alle kan cykle på. Det giver en fantastisk naturoplevelse, bedre sundhed og forbedret livskvalitet. Samtidigt er det et stort plus for Naturpark Lillebælt og de besøgende her, at vi nu får endnu en attraktiv MTB-cykelrute i området.

Sporet er skiltet med blå pile og snor sig ca. 6 km rundt i den varierede skov gennem pyntegrønt, bakker og bøgetræer. Et blåt spor er et let spor, som ikke har alt for stejle bakker og vanskelige sving, så borgmesteren forventer at klare ruten i stiv arm.

Sporudvalg og arbejdsdage
Planlægningen af sporet begyndte i 2017, hvor cykelklubberne Baghjulet, Middelfart Cykel Club og Middelfart Kommune nedsatte et sporudvalg, som kunne skabe sporet sammen. I januar 2018 blev de første flag sat for at afmærke sporet i skovbunden og siden har mange frivillige hænder på aftalte arbejdsdage lagt grus, revet, stampet og hakket for at skabe det nye spor. Kommunen har bidraget med grus, træ og vejledning.

Hensyn til naturen
Sporet er lagt i den del af Staurby Skov som ligger tæt ved motorvejen, hvilket er beskrevet i den masterplan for skoven som et særligt udvalg har udarbejdet og som byrådet har vedtaget. Selve udformningen af sporet er lagt så der er et større område i midten, hvor rådyr og andre dyr kan få ro, selvom der cykles rundt om. I skoven længst væk fra motorvejen er der færre stier og mere urørt skov.

Brug ruten - og vis hensyn
Sporet er for alle - ligesom hele skoven er for alle. Så husk at vise hensyn og vær opmærksomme. MTB-sporene er beregnet til cyklister, så en cyklist forventer ikke altid gående eller løbere på sporet, selvom det er helt i orden. Ligeså er det helt ok, at man cykler på stier i skoven, bare man tager hensyn til dem som fx går tur i skoven. Det er dog ikke tilladt at cykle udenfor stier og spor, da vi skal værne om natur og kulturarv. Kontakt Sporudvalget for Staurby Skov, hvis du har ønsker til ruten. Du kan cykle på sporet hele døgnet.

Flere spor på vej - sammen med Severin
Næste skridt for MTB-sporet i Staurby Skov er udvidelse i samme del af skoven med en rød og sort-rute, som er mere udfordrende spor. Syd for motorvejen vil Kursuscenter Severin være med i samarbejdet og lægge noget af deres skov til et spor. I denne del af skoven er der også planer om en teknikbane, hvor man kan træne forskellige MTB-udfordringer. Severin er begejstrede for at deres besøgende nu kan få en tur på mountainbike og derfor giver de kaffe og kage til 100 personer søndag d. 2. september.

Meld dig på (MTB)banen
Der er mulighed for at melde sig ind i fællesskabet og arbejde sammen om at vedligeholde og udbygge MTB-sporet i Staurby Skov. Alle kræfter er meget velkomne til fremtidens arbejde med sporene. På facebook er oprettet en gruppe, StaurbySkovSporet MTB Middelfart, hvor alle kan tilmelde sig og få info om sporet og om de fælles spordage, som kommer ude i skoven.

Program for indvielsen af sporet den 2. september kl 13 - 15:
Alle er velkomne

kl. 13:
Indvielse og tale ved borgmester Johannes Lundsfryd Jensen og frivillig Per Møller Madsen

Kl. 13:30:
Sporet åbnes og alle kan køre en tur på sporet. Cykelhjelm er påkrævet.

kl. 14:
Severin Kursuscenter giver kaffe og kage til 100 personer. Severin samarbejder om at lave flere MTB-spor i skoven syd for motorvejen.

Baghjulet griller pølser til alle og fortæller om foreningen.

Middelfart Cykel Club fortæller om klubben og arbejdet med de unge ryttere.

Middelfart Kommune giver en vand og fortæller om Staurby Skov bl.a. om forbedringer af stier, de nye p-pladser, toilet og naturforbedringer.

Kl. 15. Slut

Mødested: Ny parkeringsplads ved Staurbyskovvej overfor indkørsel til Strib Idrætsefterskole. 



Kontaktinformation:
Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen 25 28 41 42
Projektleder Middelfart Kommune Niels Ole Præstbro 88 88 48 92