Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Skovens skatte

Skovens skatte

Gamle jorddiger
I Staurby skov findes mange gamle jorddiger, der er over 200 år gamle. Digerne blev brugt af bønderne til at indhegne deres jordlodder i skoven, hvorfra de hentede brænde, havde græssende dyr mm. Jorderne var inddelt i mange små stykker mellem bønderne, så der har været rigtig mange diger. Nogle steder i skoven, kan man se, hvordan jordlodderne har været.
Jorddigerne blev lavet ved at grave en grøft om, og på den opgravede jord rejstes et såkaldt gærde – et hegn af f.eks. hasselgrene. På den måde, blev digerne høje, når der lå en grøft på den anden side.
I 1700-tallet var der meget lidt skov tilbage i Danmark. Derfor blev der bygget diger omkring skovene, der skulle holde dyrene ude af skoven, så nye træer havde mulighed for at spire frem. Det er muligvis dette, man flere steder i skoven kan se rester fra.
Et særlig langt dige kan ses fra den vestlige indgang til skoven ved Staurbyskovvej, som går langs skovvejen mod nord.
Digerne er i dag beskyttede, så kommunen skal sørge for at bevare dem.

Gravhøje
I skovens indre er endnu bevaret enkelte gravhøje, som vidner om bronzealderfolkets tilstedeværelse. Den prægtigste ligger tæt ved banestien, omkranset af bøgeskov.
Gravhøjene blev ofte placeret højt og markant i terrænet. De er ofte bygget af jord og tørv. I dag er gravhøjene fredede.

Dyr
I skoven har mange forskellige dyr deres vante gang. Der er både dådyr, grævlinger, ræve, harer og egern samt mange andre mindre dyr. Hvis du går en stille tur i skoven lidt efter solopgang eller inden solnedgang, kan du være heldig at få et glimt af dem.

Planter
I skoven findes mange fine planter. Særligt i foråret kan du se et flor af forårsblomster. Anemoner, majblomst og liljekonval står i store bestande med over 200 og 300 blomster flere steder i skoven.
Herudover kan du om sommeren se flere smukke, fredede og sjældne orkideer. Der er meget få eksemplarer tilbage i skoven, som vi skal passe godt på. Derfor må orkideerne og deres frø ikke plukkes. Middelfart Kommune registrerer løbende stederne med orkideerne, så vi kan holde øje med om der kommer flere eller færre til.
I skoven er der også mulighed for at se gamle, krogede træer. Nogle af træerne er over 200 år gamle. Hvis du vil se nogle af dem, kan du holde øje med dem på de gamle jorddiger i kanten af skoven. Du kan også finde to gamle ege, der er groet sammen midtpå.