Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

På blomstertur i skoven

Blomster tur i skoven

Dagene bliver længere og sommeren er godt på vej. Det betyder også, at livet myldrer frem i Staurby Skov. Lige nu er der særlig smukt at gå en tur, da mange af skovens små fine blomster står i fuldt flor. Nogle steder kan du endda opleve hele tæpper af flere hundrede blomster, der står side om side. Andre steder skal man lede lidt mere for at finde blomsterne, da de også kan stå og putte sig under hasselkrattene eller længere inde i bevoksningerne.

Hvis du også gerne vil vide, hvad de kønne planter hedder, kan du få lidt hjælp herunder. Det er nogle af de planter, der blomstrer netop nu. Hvor de så står i skoven, er et mysterium, du selv må gå på opdagelse efter. Husk nu på, at de sjældne og fredede planter i Staurby Skov ikke må plukkes, ødelægges eller tages frø fra. De skal gerne have gode betingelser for at formere sig.

 

Skov gøgelijle   Skov-gøgeliljen er en sjælden orkidé, og der er kun fundet 5 eksemplarer i skoven. Så dem passer vi meget godt på, for at den ikke uddør herfra.
     
Kranskonval  

Kranskonvallen med de små hvide blomster er en sjælden plante i Danmark. I Staurby Skov er der kun 22 eksemplarer, og derfor er det også en af de planter, vi passer særlig godt på.

     
Hulkravet kodriver   Hulkravet kodriver er en fin lille gul blomst, der godt kan lide at stå tørt. Du kan være heldig at se den et sted langs Banestien og tæt ved det lille vandhul syd for banestien
     
Skovsyre   Skovsyre er en lille plante, der gerne står i skovbunden ved grantræer. De små blade kan spises, men man kan også bare nyde synet af de kønne hvide blomster. Disse blomster er set i granbevoksningen tæt på den store gravhøj.
     
Gul iris    Gul iris stråler af sommer og er heldigvis en meget normal plante at opleve i naturen. I Staurby Skov kan du finde planten i den urørte del af skoven, hvor der er fugtigt og lys. Men kig dig godt for; her kan nemlig godt være vandhuller og meget vådt.
     
Skov storkenæb    Skov-storkenæb er også en af de relativ sjældne planter. Her står den rank og køn med sine lilla blomster