Dette site bruger cookies. Hvis du forsætter på sitet, så accepterer du dette. Hvis du ikke ønsker at acceptere cookies så tryk på følgende link. Accepter ikke cookies

Hold hunden i snor – så er du flink af natur

Hold hunden i snor

Staurby Skovs mange beboere af rådyr, egern og andre dyr er i fuld vigør i skoven. Derfor mindes alle skovgæster med hunde om, at i skoven skal hunden være i snor.

I Danmark er der en lov, der siger, at hunde skal holdes i snor i naturen. Det ved mange af os hundeejere godt, men nogle vægter alligevel det firbenede familiemedlems mulighed for at løbe frit omkring højere end reglerne.
Men løse hunde kan være et problem for både naturens dyr og fugle. Derfor bakker Middelfart Kommune op om Friluftsrådets kampagne om at holde hunden i snor.

"Vi oplever en gang imellem, at folk har deres hund løs på stier eller i naturområder. Det er ærgerligt, for de kan skræmme både de vilde dyr, og også husdyr som f.eks. kvæg der går på markerne. De fleste forstår det godt, når vi fortæller dem det, og vil gerne tage hunden i snor. Så vi håber, vi med kampagnen på en venlig måde kan gøre hundeejerne opmærksom på det" siger Middelfart Kommunes skovfoged, Dan Jensen.

"Vi forstår også godt, at man har lyst til at lade sin hund løbe frit. Og det kan man gøre på sin egen grund eller bruge en af de to hundeskove, vi har i kommunen. De ligger ved Vestermoseskoven i Ejby for enden af Anlægsvej, og på Østre Hougvej lige over for indkørslen til marinaen."

De firbenede er dog altid velkomne i Staurby Skov, så længe at ejeren er i den anden ende af snoren. Og her er masser af oplevelser og natur at snuse til for både store som små hunde.
Friluftsrådets Flink af natur-kampagne med at holde hunden i snor kører fra 8. maj og hen over sommeren i samarbejde med en række organisationer, kommuner og naturområder. Du kan blandt andet se skilte ved indgangen til Staurby Skov, hvor hundeejerne mindes om at sætte snoren på hunden.

Se mere på flinkafnatur.dk og følg kampagnen fra 8. maj på www.facebook.dk/flinkafnatur, hvor du kan se film med gode ideer til aktiviteter med din hund, vinde præmier til din hund og meget mere.